Blog

Råd til valg af terapeut eller anden behandler

Det kan være enormt svært at finde ud af, hvilken slags hjælp, der er den bedste. Når man har brug for professionel hjælp, da der findes mange former for hjælp, fx:

  • Psykoterapeut
  • Psykiater (ofte hvis man skal have lavet en udredning ift. en mulig diagnose)
  • Coach
  • Mentor
  • Psykolog
  • Rådgiver
  • Spirituel form for hjælp (hvor der i øvrigt også findes mange forskellige former)
  • Osv.

Men det er ikke det eneste du skal overveje. Fordi, når du så har fundet ud af HVILKEN slags hjælp, du tænker er den rigtige for dig (eller din partner eller barn eller hvem det måtte være). Så skal du også finde den ‘rette’ person.

Det kan være, du har en ven eller kollega, der taler varmt om en, som han/hun har fået hjælp af. Men uanset hvor dygtig personen er, så er det ikke nødvendigvis den rette person for dig.

Jeg har her lavet en liste med råd, når du skal vælge den rette person:

Sådan vælger du den rette hjælp!

  • At personen, du vælger, er godkendt. Hvis du tænker at det skal være en psykoterapeut, så sørg for at undersøge, om personen er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening. Jeg er godkendt og må derfor skrive MPF, der står for Medlem af Dansk Psykoterapeut Forening.
  • Hvis du tænker en coach eller mentor kunne være det rette, så kan det være godt lige at undersøge, hvordan de arbejder, hvor de har taget deres uddannelse (hvis de altså er uddannet – og det er vigtigt for dig).
  • At du får en afklarende samtale – måske med et par stykker, så du bedre kan danne dig et billede af, om personens faglighed og måde at arbejde på, er et godt match.
  • At der er god kemi mellem dig og din kommende terapeut. Da det er afgørende for, at der kan skabes tillid og tryghed, så du tør dele det, der er svært og måske smertefuldt. Det er sårbart at åbne sig for et andet menneske – men det er ofte også en kæmpe lettelse blot at få sagt ordene højt til en der lytter, viser omsorg, er ikke-dømmende og respektfuld overfor dig og det du kommer med.